5.000 gymnaster er klar til forårsopvisning i Kalundborg

Nogle mestrer spring, andre rytme. Nogle er børn, mens andre bærer på mange års erfaring. Nogle er med for første gang, andre har været med i en menneskealder.

5.000 gymnaster er klar til forårsopvisning i Kalundborg
5000 gymnaster er klar til forårsopvisning i Kalundborghallerne. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Foråret står på spring. Og med de lunere temperaturer følger også højsæsonen for de traditionsrige forårsopvisninger i gymnastik, hvor lokale gymnastikforeninger står klar til at vise, hvad de har arbejdet på i løbet af sæsonen. Gymnastikopvisningerne plejer at samle fulde hus i Kalundborg Hallerne, i år er det i weekenden fra 1. til 3. marts.

Nogle mestrer spring, andre rytme. Nogle er børn, mens andre bærer på mange års erfaring. Nogle er med for første gang, andre har været med i en menneskealder. Fællesnævneren for dem alle er glæden ved gymnastikken og foreningslivets stærke fællesskaber.

”Forårsopvisningerne er en enestående mulighed for at præsentere det imponerende arbejde, gymnasterne har lagt i deres træning i løbet af sæsonen. I hallerne på Midt- og Vestsjælland opstår stærke fællesskaber, der rækker ud over alder, køn og niveau. Fælles for dem alle er kærligheden til gymnastikken og den forventningsfulde følelse, som rammer gymnasterne, når de står klar til at vise deres færdigheder og bevægelsesglæde frem,” siger Merete Diana Hansen, som er formand for DGI Midt- og Vestsjælland Gymnastik.



Frivillige i spidsen
Med 5.000 gymnaster på gulvet og mindst lige så mange tilskuere kræver det erfarne hænder, hvis det hele skal gå op i en højere enhed og logistikken skal lykkes. Det er frivillige fra DGI Midt- og Vestsjælland Stævnekompetencegruppe Nord, der står for planlægningen, både under og efter opvisningen.

”Vi er en dedikeret gruppe af frivillige entusiaster, drevet af ønsket om at skabe nogle enestående idrætsoplevelser for såvel gymnaster som publikum. Vi samles flere gange om året til både faglige og sociale sammenkomster og har et stærkt fællesskab. Vores passion for gymnastikken driver os til at gøre noget godt for andre – ikke mindst her til forårsopvisningerne, som er en af årets største gymnastikfester i vores landsdel,” fortæller Gitte Skaarup Olsen, som står i spidsen for kompetencegruppen.

Tid og sted
DGI Forårsopvisning i Kalundborg Hallerne den 1. til 3. marts 2024. Fredag er for voksenhold fra kl. 17.30 til 22.00. De andre dage er der opvisninger for alle holdtyper lørdag fra kl. 9.00 til 18.15 og søndag fra kl. 10.00 til 17.45.

Del