450.000 kr. til renovering af Kalundborg Svømmehal

Jakob Beck Jensen fortæller, at de, i udvalget, er klar over, at bl.a. Kalundborg Svømmehal trænger til en kærlig hånd.

450.000 kr. til renovering af Kalundborg Svømmehal
Man har bl.a. prioriteret at bruge 450.000 kr. på renovering af primært omklædnings-faciliteter og vedligeholdelse i Kalundborg Svømmehal. Arkivfoto fra Kalundborg Svømmehal.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Teknik- og Miljøudvalget havde møde torsdag aften, hvor de bl.a. talte om prioriteringen af rådighedsbeløbet på i alt 19,697 mio. kr. til at udføre løbende vedligeholdelsesopgaver på kommunens ejendomme. Her besluttede udvalget imidlertid at prioritere anderledes fra, hvad administrationen havde henstillet til.

Man har bl.a. prioriteret at bruge 450.000 kr. på renovering af primært omklædnings-faciliteter og vedligeholdelse i Kalundborg Svømmehal. Noget rigtig mange borgere har efterspurgt længe.

”Vi har, i går på vores møde, vedtaget ændringer fra, hvad administrationen anbefalede, og det betyder bl.a., at tagrenoveringen på Klintegårdsvej 45, hvor der var sat 400.000 kr. af, kommer til at vente til næste år, når man ved, hvad der skal ske med det område. Derudover var der sat 500.00 kr. af til toilet på Sejerø, de 500.000 kr. er også taget ud. Dvs., at vi havde 900.000 kr., som vi har fordelt til Kalundborg Svømmehal og Munkesøen,” fortæller Jakob Beck Jensen (V), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Vi ved, at Kalundborg Svømmehal trænger til vedligeholdelse

Jakob Beck Jensen fortæller desuden, at de, i udvalget, er klar over, at bl.a. Kalundborg Svømmehal trænger gevaldigt til en kærlig hånd: ”Vi vil gerne holde svømmehallen i ordentlig stand, og der er vi kommet bagefter. Det er vi klar over. Det her er en anerkendelse af, at der skal gøres noget. Nu har vi foreløbig afsat 450.000 kr. til fx at udskifte brusere osv. Til at sørge for, at tingene bliver vedligeholdt, som de bør. Bygningen er fredet, ja, men det betyder jo ikke, at vi ikke kan vedligeholde og sørge for, at tingene er i orden, og det er de ikke pt. Bassinerne fungerer fint, de fejler ikke noget. Men vi skal sikre os, at man løbende får lavet den daglige vedligeholdelse. Vi kan ikke lave en totalrenovering af omklædningsfaciliteterne for de penge, men vi kan i hvert fald få gjort noget.”

Det var et enigt udvalg, der besluttede at ændre på prioriteringen af pengene til vedligehold af kommunens bygninger.

I dialog med Kalundborg Svømmeklub

Jakob Beck Jensen fortæller ydermere, at hans selv sammen med Hans Munk, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget, skal mødes med formand for Kalundborg Svømmeklub, Kim Poulin, for netop at tage en dialog om svømmehallen, som en del klubber benytter.

”Vi har modtaget billede dokumentation, og har fået henvendelser fra klubberne, der benytter svømmehallen, herunder har Kalundborg Svømmeklub kontaktet os vedr. faciliteterne i svømmehallen. Vi ved, at der skal gøres noget, og vi kan jo også se, at rigtig mange borgere netop mener, at Kalundborg Svømmehal trænger til vedligeholdelse,” slutter han af med at sige.

450.000 kr. til omklædningsrum og terrasse i Munkesøen

Derudover har Teknik- og Miljøudvalget også besluttet, at tildele yderligere 450.000 kr. til renovering af omklædningsrum og terrasse i Munkesøen.

Ud over anlægsbudgettet er der i 2025 afsat cirka 9,4 mio. kr. på driftsbudgettet til små vedligeholdelsesopgaver, inklusive pleje af udearealer, serviceaftaler og indvendig vedligeholdelse. Endelig er der i årene 2023-2026 afsat i alt 75 mio. kr. til ekstraordinær vedligeholdelse af velfærdsbygninger. De tre budgetter til henholdsvis anlæg og drift udgør den samlede ramme til drift, service og vedligeholdelse af kommunens ejendomme i 2025.

Del