35-års jubilæum: Fejres i en hel uge
Rhodos Restaurant & Pizzeria i Skibbrogade i Kalundborg fejrer 35-års jubilæum i næste uge.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Rhodos Restaurant & Pizzeria i Skibbrogade i Kalundborg fejrer 35-års jubilæum i næste uge. Selvom jubilæet egentlig faldt i oktober, bliver det først markeret nu – fra den 2. til 8. marts – med tilbud på pizza hele ugen.
Det er Ilhan og Melissa Ergül, der har ejet det populære spisested i 21 år. På grund af sygdom i familien valgte parret at udskyde fejringen til marts.
Oprindeligt åbnede restauranten i 1991. Ilhan Ergül mødte for år tilbage manden, der i sin tid startede stedet, under en ferie i Tyrkiet. Her hørte den tidligere ejer Ilhan tale dansk med sine børn, og det førte til en samtale, hvor det gik op for dem, at Ilhan nu ejede restauranten.
”Vi har gennem de år, vi har haft stedet, ændret nogle småting, men ellers er stedet det samme, hvad angår menuen. Røsnæs, nr.37, Island, nr. 128., Salatpizza, nr. 41, durum, nr. 71 og pitabrød, nr. 99 er nogle af vores kunders favoritter,” fortæller Ilhan Ergül, og fortsætter: ”Netop vores kunder, herunder også særligt vores mange stamkunder, betyder utrolig meget for os. Vi er meget taknemmelige for den store opbakning, som vi oplever.”
De flest spiser på pizzeriaet
Restauranten har plads til 70 gæster indendørs og 30 udendørs. Ifølge Ilhan Ergül vælger størstedelen at spise på stedet: ”Omkring 70 pct. af vores kunder spiser her, og de sidste 30 pct. tager maden med hjem.”
De mange stamkunder betyder meget for ægteparret, fortæller Melissa Ergül.
”Vores stamkunder kom med deres forældre, så kom de som teenagere, og nu kommer de med deres egne små børn. Vi ser generation efter generation, og det er virkelig hyggeligt,” fortæller Melissa Ergül.
Jubilæet markeres fra den 2. til 8. marts med tilbud på alle almindelige pizzaer – både ved spisning i restauranten og ved afhentning.
”Vi laver en hel uge med tilbud på alle almindelige pizzaer, både hvis man spiser i her eller man afhenter. Vi leverer ikke,” slutter Ilhan Ergül af med at sige.