Ny lokal bog om vores forhold til natur og landskab gennem 250 år

Thomas Lasse Edlev fra Røsnæs er aktuel med en ny bog om naturen, landskabet og vores forhold til det gennem 250 år.

Ny lokal bog om vores forhold til natur og landskab gennem 250 år
Thomas Lasse Edlev fra Røsnæs har skrevet en bog med titlen: Krøllede skæbner og uhørt danmarkshistorie – livet i landskabet fra fæstebonde til kratlusker. Privatfoto

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Naturvejleder og naturterapeut Thomas Lasse Edlev fra Røsnæs er aktuel med bogen Krøllede skæbner og uhørt danmarkshistorie – livet i landskabet fra fæstebonde til kratlusker.

Forfatteren er inspireret af et citat fra Martin A. Hansens roman Løgneren: ”Det er i landskabet, erindringen skal gro.

I romanen vasker en ny lærer kalken af skolestuens vinduer, så børnene igen kan se ud over markerne, højene, kirken og møllen. For læreren er landskabet afgørende for børnenes mulighed for at slå rod og skabe minder. Det er gennem landskabet, mennesket bevæger sig ind i livet og ud i verden.

I sin nye bog tager Thomas Lasse Edlev tråden op og undersøger, hvordan forholdet mellem menneskeliv og landskab har udviklet sig gennem 250 år – fra fæstebonde til kratlusker. Undervejs kommer læseren rundt i hele kongeriget, fra Bornholm til Færøerne, og naturligvis også til Røsnæs.

Barndom med naturen tæt på

Thomas Lasse Edlev voksede op på Røsnæs i 1960’erne, hvor naturen var rig, og lokalsamfundet levende. I bogen beskriver han et landskab med vilde kystskrænter, græssende husdyr, familielandbrug og husmandssteder. Duften af tjørn blander sig med vestenvinden fra havet, og hverdagen er fyldt med oplevelser i naturen.

Han husker blandt andet, hvordan han sammen med andre børn sneg sig ned ad skrænterne for at betragte rævehvalpe ved deres hule. På stranden blev forsteninger samlet som skatte, mens drivtømmer og opskyl blev brugt til at bygge små havne i sandet.

Barndommen bød på bålmad, bue og pil, robåd, fiskeri og overnatninger i telt. Om aftenen hviskede vinden i fyrretræerne, mens forældrene røg pibe ved teltåbningen. Om natten spejdede han efter Karlsvognen og Nordstjernen, som hans far havde lært ham at finde.

Morgenerne begyndte med lyden af fiskekuttere på fjorden, duften af morgenkaffe og lærkernes sang over landskabet.

En kærlighedserklæring til landskabet

Krøllede skæbner og uhørt danmarkshistorie er en kærlighedserklæring til Røsnæs og det danske landskab. Samtidig inviterer bogen læseren til at overveje, hvad den digitale tidsalder tilfører eller tager fra vores liv, vores natur og vores barndom.

Hvilke spor ønsker vi at sætte for fremtiden, og hvilken betydning skal landskabet have for kommende generationers erindringer og tilknytning til verden?

Bogen Krøllede skæbner og uhørt danmarkshistorie – livet i landskabet fra fæstebonde til kratlusker udkom den 24. oktober på forlaget SFAH.

Del