22.000 har gennemgået sikkerhedstræning på Novo byggeri
Ifølge Michael Hallgren, produktionsdirektør ved Novo Nordisk i Kalundborg, er siten i Kalundborg den vigtigste for hele Novo Nordisk.

Af Jens Nielsen
Novo Nordisk er lige nu i gang med et kæmpe byggeri til 65 milliarder kroner i Kalundborg. Det sætter ekstra fokus på bl.a. sikkerheden. Alle medarbejdere/håndværkere skal derfor gennem en sikkerhedstræning, den er der foreløbig godt 22.000 som har bestået.
Det er nok Danmarks mest komplicerede byggeplads. Der bliver lavet så meget arbejde under jorden og over jorden samtidig, og det hele sker mens de eksisterende fabrikker kører. Ifølge Michael Hallgren, produktionsdirektør ved Novo Nordisk i Kalundborg, er siten i Kalundborg den vigtigste for hele Novo Nordisk.
Lige nu skyder beton og stål op i et tempo, så man næsten dagligt kan se en forskel når den store byggeplads passeres. Med flere tusinde håndværkere fra mange forskellige lande er det en stor opgave for Novo Nordisk at sikre de bedste arbejds- og sikkerhedsforhold.
”Det er utroligt vigtigt, at folk er sunde og raske når de forlader siten som når de kommer om morgenen, det er ok at være lidt træt, og derfor gør vi rigtigt meget ud af at arbejdsmiljø, sikkerhed og de sociale forhold er i orden. Det har vi en række af kontrolfunktioner som skal sikre og vi har et super samarbejde med fagbevægelsen om hele tiden at blive bedre,” fortæller Michael Hallgren, og fortsætter, ”De medarbejdere som selv skal bevæge sig rundt på byggepladsen skal gennem et træningsforløb inden de kan få et adgangskort, hvor man bliver undervist i dels dansk arbejdsmiljø og sikkerhed og dels de skærpede regler der er omkring Novo Nordisk og de forventninger vi har til arbejdsmiljø. Man bliver også trænet i den danske arbejdsmodel, hvad er fagbevægelsen og hvad er dine rettigheder. Det er et kursus man skal bestå for at få adgang til siten.”
Siden Novo Nordisk startede de store byggerier i Kalundborg, er der trænet godt 22.000 medarbejdere/håndværkere fra hele verden. Lige nu arbejder der omkring 5000 på byggeriet, hvoraf 2500 er der samtidig. På hele Novo siten i Kalundborg arbejder der 65 forskellige nationaliteter.
Meget få arbejdsulykker
Den store grad af sikkerhed betyder også at byggeriet ikke har været udsat for alvorlige arbejdsulykker. Novo Nordisk har i øvrigt sin helt egen skadestue placeret helt tæt på det store byggeri.
Alle byggepladser i Danmark har i gennemsnit 21 ppm (21 fraværstimer pr. million timer man præsterer). Tallet for Novo Nordisk er bare 3,1.
”Vi har ikke haft alvorlige ulykker, det værste har været en brækket finger og en brækket ankel,” fortæller produktionsdirektøren.
Arbejdstilsynet kom fast på inspektion to gange om måneden, men det er nu skåret ned til et besøg om måneden fordi der er styr på sikkerheden på byggepladsen i Kalundborg.
I det hele taget fungerer den kæmpe byggeplads som en lille by i byen, hvor fx gående trafik foregår mellem opsatte betonklodser, der er en låge som skal åbnes inden man kan krydse en vej og de steder hvor vejen krydses er der fodgængerfelter.
Den højeste af bygningerne bliver 36 meter høj
Første del af den store udvidelse som Novo Nordisk lige nu er i gang med, startede tilbage i slutningen af 2021 på Stejlhøj. Den fabrik begynder at levere produkter allerede i år, mens det store byggeri, der lige nu er i gang i den sydlige del af Novo sitet skal stå færdig i 2029.
Byggeriet består af tre dele, ’Gæringen’, ’Grovrensningen’, og ’Finrensningen’. Den højeste af bygningerne bliver 36 meter høj.
Det er ikke kun de nye fabrikker som der arbejdes på lige nu. Rensningsanlægget på Novo siten, som ejes i samarbejde med Novonesis, udvides for 2,5 mia. kr. og vil kunne rense spildevand hvad der svarer til 3,5 millioner mennesker.
Novo Nordisk er også i gang med at opføre Danmarks næststørste parkeringshus på hele 38.000 kvadratmeter fordelt på fem etager med plads til 1400 personbiler.