20 år i Brillehuset: "Det må gerne være lidt kompliceret"

20-års jubilaren har speciale i kontaktlinser og har gennem årene hjulpet rigtigt mange kunder, især når det bliver lidt kompliceret.

20 år i Brillehuset: "Det må gerne være lidt kompliceret"
Gitte Christensen kan fejre 20-års jubilæum i Brillehuset den 1. april. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Den 1. april har Gitte Christensen været ansat i 20 år i Brillehuset i Kalundborg hvor hun har kontaktlinser som sit speciale.

Gitte Christensen kom til Synoptik i Kalundborg tilbage i 1990 hvor hun arbejdede sammen med Christian Lind. I 1995 åbnede han Brillehuset i Vænget og i 2004 fulgte Gitte Christensen så med over i Brillehuset, det er nu 20 år siden den 1. april.

”Det var Christian som hentede mig til Kalundborg i 1990 så da han skulle bruge en optiker i Brillehuset var det nærmest naturligt at jeg fik jobbet, vi har altid arbejdet rigtigt godt sammen,” fortæller Gitte Christensen.

20-års jubilaren har speciale i kontaktlinser og har gennem årene hjulpet rigtigt mange kunder, især når det bliver lidt kompliceret.

”Vi laver mange speciallinser, det som de andre ikke kan finde ud af, det må gerne være lidt kompliceret,” fortæller Gitte Christensen, og fortsætter,

”Nogle mennesker har en dårlig hornhinde, så sætter man en kontaktlinse på, så ser de super klart, det er fascinerende at kunne hjælpe kunderne på den måde. Der er sket en kæmpe udvikling gennem de mange år både hvad angår briller og kontaktlinser.”

Samarbejde med Rigshospitalet

Brillehuset i Kalundborg har gennem flere år haft et godt samarbejde med Rigshospitalets øjenafdeling.

”Vi overtager efter øjenafdelingen er færdige, det er den slags opgaver der gør det spændende at gå på arbejde,” fortæller Gitte Christensen.

20-års jubilaren, der er 62 år, arbejder på nedsat tid i Brillehuset, men hendes chef, Joachim Tranberg Lefolii, som nu ejer Brillehuset, mener hun bliver ved mindst 10 år endnu, men det er Gitte vist ikke helt enig i.

20-års jubilæet markeres sammen med Gitte Christensens gode kollegaer.

Del