Virksomhed med rødder i Kalundborg sætter fokus på kvinders intime gener
For mange kvinder bliver cremer, stikpiller og andre behandlinger en fast del af hverdagen, uden at de nødvendigvis får svar på, hvorfor symptomerne vender tilbage.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Omkring 75 procent af alle kvinder oplever mindst én gang i livet at få svamp i underlivet. Alligevel mangler der fortsat viden om, hvorfor nogle kvinder igen og igen oplever kløe, svie, irritation og smerter.
For mange kvinder bliver cremer, stikpiller og andre behandlinger en fast del af hverdagen, uden at de nødvendigvis får svar på, hvorfor symptomerne vender tilbage. Det gælder blandt andet kvinder med svamp og lichen simplex chronicus, der er en form for kronisk eksem, som kan give kløe og smerter. Virksomheden Mewalii mener, at tilbagevendende intime gener er et stort og overset problem.
“Vi møder kvinder, som har levet med kløe, svie og smerter i årevis. De behandler symptomerne igen og igen, men ved stadig ikke, hvorfor problemerne bliver ved. Det er et kæmpe problem,” siger Frederikke Dahl, medstifter af Mewalii.
Tilbagemeldinger satte gang i undersøgelse
Mewalii begyndte oprindeligt med at udvikle et mere bæredygtigt menstruationsbind. Efter lanceringen fortalte flere kvinder imidlertid, at gener som kløe, irritation, svamp og lichen simplex chronicus forsvandt, efter at de var skiftet til bind fra virksomheden.
Tilbagemeldingerne fik Mewalii til at undersøge forholdet nærmere. Bindene blev testet af 160 kvinder med forskellige vulvovaginale lidelser, og testen blev analyseret af 11 tyske gynækologer.
Blandt kvinder med lichen simplex chronicus oplevede 76 procent en forbedring ved alene at bruge bindene fra Mewalii. 92 procent oplevede en forbedring, når bindene blev anvendt sammen med medicinsk behandling.
Blandt kvinder med vulvovaginal candidiasis oplevede 76,5 procent en signifikant forbedring, når bindene blev brugt sammen med standardbehandling.
Hvilken betydning har materialerne i bindene
Resultaterne har fået virksomheden til at rejse spørgsmålet om, hvilken betydning materialer, der bruges tæt mod huden i mange timer, kan have for kvinders intime sundhed.
“Vi ved godt, at vi ikke kan hjælpe alle med vores bind. Men vi bliver virkelig glade, når vi kan gøre en forskel for nogen. Vi håber, at det kan skabe mere fokus på intim sundhed og være med til at øge forskningen på området,” siger Simone Westergaard, medstifter af Mewalii.
For Mewalii handler arbejdet derfor ikke længere alene om at udvikle et mere bæredygtigt bind, men også om at forstå sammenhængen mellem menstruationsprodukter, materialer, hud og intime gener.
FAKTABOKS:
Mewalii er en dansk virksomhed, stiftet i 2019 af Frederikke Dahl og Simone Westergaard, der er fra Kalundborg, med ambitionen om at gøre det nemmere at være bæredygtig under menstruation. Efter 4,5 års udvikling kom Mewalii på det danske marked i 2023 med to typer af bind, som primært består af blødgjort hamp fremfor plastik, som størstedelen af øvrige bind består af i dag.
KILDE: 75% af kvinder oplever svamp mindst én gang i livet. https://www.ssi.dk/sygdomme-beredskab-og-forskning/sygdomsleksikon/c/candidiasis