Esbern Snare har hørt

Esbern Snare har hørt

Af Charlotte Koefoed  charlott@tv-kalundborg.dk

Esbern Snare har hørt: 

At Lions i Kalundborg har fået lavet en flot kalender for 2026. Det er femte år, Lions sælger en kalender med lokale motiver. I år er fotoopgaven blevet lagt i kyndige hænder hos Fotogruppen Argus. Fotogruppen startede i 2014 og bag initiativet stod Teddy Pedersen og John Anker Olsen.

Det er også de to fotografer, der står bag kalenderens motiverne, der spænder fra natbilleder fra Novos kæmpe byggeri over Nekseløs smukke natur til aftenstemning ved Røsnæs. 

 

Teddy Pedersen og John Anker Olsen fra fotogruppen Agnus står bag motiverne i Lions kalender 2026. Foto: Charlotte Koefoed

 

Esbern Snare har hørt: 

At Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti fredag eftermiddag var trukket i pølsevognstøjet og havde taget opstilling ved 365 i Gørlev, hvor hun svingede pølser over disken. 

Det gjorde hun for at støtte de lokale partifæller op til kommunalvalget. 

Ivan K. Karlsson, formand for DF i Kalundborg var begejstret. 

"Da vi åbnede klokken 16 stod folk allerede i kø", sagde han.

Ivan K. Karlsson tiltrådte som formand for DF i Kalundborg i marts måned og dengang var hans ambition at forøge medlemsantallet med 50 procent.

Den milepæl har han nået, da medlemstallet fra marts til nu er gået fra 83 til 140. Nu er hans nye mål at få 166 medlemmer. Men først er det lige et kommunalvalg, der skal overstås. 

Pia Kjærsgaard tog fredag eftermiddag til Gørlev for at servere pølser for Dansk Folkepartis lokalafdeling. Her læres hun op af pølsemutter Tina Hansen. Privatfoto

Esbern Snare har hørt:

At forfatter Niels Plaschke i onsdags fik muligheden for at komme i mini-audiens hos kulturminister Jakob Engel-Schmidt(M). Det skete på Skøl Brygkompagni, hvor kulturministeren var mødt op for at bakke op om de lokale kandidater, men også for at tale om kulturen i Kalundborg. 

Niels Plaschke overrakte et signeret eksemplar af ”Danmarks Radio, København-Kalundborg”, så ministeren nu kan læse op på historien, inden der falder afgørelse i den aktuelle fredningssag om radiostationen. 

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt(M), tv, og Niels Plaschke, th, som fik overrakt ministeren sin bog, ”Danmarks Radio, København-Kalundborg”. Foto: Henrik Uhre-Prahl

Esbern Snare har hørt: 

At Lex, Danmarks Nationalleksikon har opdateret deres hjemmeside op til kommunalvalget og har lavet et undersite, som har fået titlen: Opdag Kalundborg Kommune. Her er der et stort tema med mange artikler om kommunen.

Man kan gå på opdagelse i artikler om alt fra natur og erhvervsliv til byudvikling, kultur og lokalhistorie. Temaet beskriver befolkningsudviklingen, det politiske liv og de kræfter, der formede den kommune, som man kender i dag.

Samtidig giver temaet baggrund og perspektiv på den udvikling, som danner rammen om kommunalvalget i 2025. Blandt de mange bidrag finder man en ny opdateret artikel om kommunen - med beskrivelser af alle valg siden 2005 - samt artikler fra især Trap Danmark, der går i dybden med områdets natur, kultur og historie. Man kan tilgå siden her: Opdag Kalundborg Kommune. 

Del