100-års jubilæum markeres med løb i smukke rammer

Kalundborg IF håber med dette fælles arrangement endnu en gang at kunne skabe en dag, der kan inspirere flere til bevægelse, øge kendskabet til lokalområdet og bare give deltageren en god oplevelse

100-års jubilæum markeres med løb i smukke rammer
Starten går fra den klassiske barokhave på Lerchenborgs Gods. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg IF holder fast i traditionen og afvikler igen I år det populære Symbioseløb med start og mål på Lerchenborg. I år markers klubbens 100-års jubilæum.

Kalundborg IF afholder i samarbejde Kalundborg Symbiose og Lerchenborg Gods Symbioseløbet søndag den 28. september 2025. Aktiviteten er et løb med tilbud til alle fra begyndere til mere trænede.

I år bliver løbet udvidet med overskriften Jubilæumsløb for klubben bliver 100 år den 7. oktober 2025.

Kalundborg IF håber med dette fælles arrangement endnu en gang at kunne skabe en dag, der kan inspirere flere til bevægelse, øge kendskabet til lokalområdet og bare give deltageren en god oplevelse sammen i nogle fantastiske kulturelle, erhvervsmæssige, naturmæssige og spændende landskabelige rammer.

”Jeg håber, at vi bliver rigtig mange, for jeg kan ikke se nogen bedre måde at fejre et 100-års jubilæum på end i fællesskab, med stor aktivitet af gang, løb, gode samarbejder med sponsorer, masser af publikum og så de smukke omgivelser på Lerchenborg og lige i hjertet af partnerne i Kalundborg Symbiosen,” fortæller løbsleder Charlotte Jørgensen fra Kalundborg IF, og fortsætter, ”Og så er jeg optimist for vi har i år bestilt så mange som 400 flotte og unikke medaljer, der viser at dette er et 100 års jubilæumsløb og det tror jeg næsten kan være et trækplaster i sig selv. Et rigtigt samleobjekt for os ”medaljetosser”. Overvejer selv om, der kan blive tid til at løbe den korteste rute for at gøre mig fortjent til en medalje.”

Publikum/gæster er meget velkomne og samarbejdet med Lerchenborg Gods v. Christian Lerche-Lerchenborg gør, at der denne dag er åbent til den klassiske barokhave på Lerchenborgs Gods, så Kalundborg IF håber det frister mange gående, løbere og gæster, som vil gøre det til en tur for hele familien.

Lerchenborg Gods ligger på Asnæshalvøen syd for Kalundborg og med dette løb er det lagt ruter, som giver en så stor oplevelse af området som muligt. Løbet har også til formål at blande motionsgrupper således, at der er noget at samles om for hele familien eller vennegruppen uagtet, at man er på forskelligt træningsniveau eller bare god til at heppe.

Løbet vil foregå i den klassiske barokpark omkring Lerchenborg Slot, således, at 2,5 og 5 km. afvikles i parken og ruterne 10,5 og halvmaraton både oplever Asnæshalvøen og parken. På 10,5 og halvmaraton får man den oplevelse det er både at løbe i hjertet af nogle store partnere i Kalundborg Symbiosen, langs Kalundborg Fjord, krydse over Asnæshalvøen gennem skov og så få den fantastiske udsigt over Storebælt på sydsiden af Asnæs.

Der vil være depot med væske og frugt i parken og i Asnæs Forskov.

Der er nummerudlevering og toilet ved startområdet på Lerchenborg Gods. Det hele starter med udlevering af numre fra kl. 10:00, start på ½-maraton klokken 10:30 og fælles opvarmning for de øvrige kl. 10:50.

Der vil være rigtig mange lodtrækningspræmier som trækkes blandt alle de forhåndstilmeldte. Præmierne kommer fra en række gode sponsorer. Kalundborg IF er meget positivt overrasket over en store velvillighed, som klubben er blevet mødt med hos de erhvervsdrivende i byen, i jagten på lodtrækningspræmier. Der er blevet givet flotte gaver og gavekort, så listen over lodtrækningspræmier er blevet rigtig lang.

Fakta: I Kalundborg Symbiose samarbejder byens største industrivirksomheder på tværs af sektorer og deler overskuddet af energi, vand og materialer med hinanden, så det ikke går til spilde. Det første projekt er startet tilbage i 1961.

Del