10-års jubilæum for Folkemøde Kalundborg

Det er 10. gang, folkene bag folkemødet skal afholde det, og derudover bliver det også i en mere politisk kontekst - som optakt til kommunalvalget 2025.

10-års jubilæum for Folkemøde Kalundborg
Sidste lørdag i august er det igen tid til det lokale Folkemøde i Kalundborg Kommune. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Sidste lørdag i august er det igen tid til det lokale Folkemøde i Kalundborg Kommune. Som altid bliver det afholdt i Høng, og helt særligt er der to ting i år, som kommer til at sætte rammen. Dels er det 10. gang, folkene bag folkemødet skal afholde det, og dels bliver det i en mere politisk kontekst - som optakt til kommunalvalget 2025.

Derfor vil der i år fx blive “pop-up” debatter, så man på den måde kan møde de lokale politikere, både inde i centeret og udenfor i deres telte. Dette skulle gerne give mulighed for en anderledes, forhåbentlig mere personlig, måde at møde både nye og “gamle” politikere på.

”Vi har i år også haft et indledende inspirationsmøde med både politikere og foreninger for at videreudvikle konceptet, og for at få et godt 10-års jubilæum. Her kom der mange gode idéer frem, som vi vil kigge på,” fortæller Peter Joensen, der er PR-ansvarlig samt bestyrelsesmedlem for Folkemøde Kalundborg.

Kan kun lade sig gøre pga. de mange frivillige

Der vil også være stande med alle de forskellige foreninger og andre spændende aktører/aktiviteter, samt indkøbstilbud i Høng Centret og selvfølgelig en masse god musik fra scenen dagen lang.

”Høng Gymnastikforeningen stiller også op med gymnastikopvisning og deres salg af lækker grillmad. Arrangementet, med op til 5000 besøgende, kan kun lade sig gøre, fordi vi har frivillige, der yder en kæmpe indsats, både på dagen og i inden, samt vores trofaste sponsorer, som giver det økonomiske grundlag,” siger Peter Joensen.

Der er allerede godt gang i tilmeldingen via hjemmesiden https://folkemoede-kalundborg.dk/, men af hensyn til planlægningen må man gerne melde sig til i god tid - og senest den 4. august 2025.

Der vil løbende, på hjemmesiden samt de sociale medier, henover foråret og sommeren komme flere nyheder omkring arrangementet.

Del