Ny materieludlejning i Vestsjælland

Der er kommet en ny spiller på markedet for lift- og materieludlejning i Vestsjælland.

Ny materieludlejning i Vestsjælland
AC-Materieludlejning ApS har slået dørene op og er allerede godt i gang med at sende maskiner og lifte ud til både håndværkere, entreprenører og private. Foto fra højre: Christian Pedersen og Anders Kjærulff.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lokale kræfter står bag nyt udlejningsfirma med fokus på fleksibilitet, personlig service og miljøvenlige maskiner.

Der er kommet en ny spiller på markedet for lift- og materieludlejning i Vestsjælland. AC-Materieludlejning ApS har slået dørene op og er allerede godt i gang med at sende maskiner og lifte ud til både håndværkere, entreprenører og private.

Bag virksomheden står Christian Pedersen, ejer af Snertinge Maskinforretning, og Anders Kjærulff, som har mere end syv års erfaring fra branchen. Anders, der er født og opvokset i Kalundborg, står for den daglige drift og bliver virksomhedens lokale ansigt udadtil.

”Vi finder det, der skal til”

“Hos AC-Materieludlejning handler det om at gøre det nemt for kunderne.
“Vi vil gøre det let at finde det rette materiel – også når det ikke står på hylden,”
fortæller Anders Kjærulff. “Hos os kan man leje alt. Vi finder det, der skal til, gennem vores netværk af samarbejdspartnere. Kunden skal kun henvende sig ét sted – så klarer vi resten.”

Virksomheden fungerer både som klassisk udlejningsfirma og som udlejningspartner, hvilket giver kunderne adgang til et langt bredere udvalg af maskiner, end man normalt finder ét sted.

Fokus på rådgivning og den rette løsning

AC-Materieludlejning tilbyder rådgivning omkring valg af materiel, gratis opmåling ved liftbehov og altid med fokus på den bedste løsning til den rigtige pris.

Samarbejdet med Snertinge Maskinforretning betyder samtidig, at kunderne får adgang til maskiner fra det kinesiske kvalitetsbrand LiuGong – kendt for sit store udvalg af både traditionelle og emissionsfrie elmaskiner.

“Vi ser et stort potentiale i at kombinere fleksible udlejningsløsninger med personlig rådgivning og lokal forankring,” siger Christian Pedersen. “Samarbejdet mellem Snertinge Maskinforretning og AC-Materieludlejning styrker begge virksomheder – og gavner kunderne.”

Base i hjertet af Sjælland

Med base midt på Sjælland og fokus på hele Vestsjælland – fra Kalundborg og Slagelse til Holbæk – er AC-Materieludlejning klar til at levere både kompetent rådgivning og det rette udstyr til opgaven.

Uanset om kunden er entreprenør, håndværker eller privatperson, lover virksomheden en hurtig, fleksibel og personlig service.

Del