Nye skove får støtte fra Klimaskovfonden – også i Kalundborg
Der skal plantes langt mere skov i Danmark, og nu får 12 sjællandske jordejere, en i Kalundborg Kommune, økonomisk støtte til at gøre netop det.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Jordejere får tilskud til at plante klimarobuste skove – en af dem skyder op i Kalundborg Kommune.
Der skal plantes langt mere skov i Danmark, og nu får 12 sjællandske jordejere, en i Kalundborg Kommune, økonomisk støtte til at gøre netop det. Tilsammen dækker de kommende skove 142 hektar – svarende til over 200 fodboldbaner – og skal både binde CO₂, beskytte drikkevand og skabe nye levesteder for dyr og planter.
Flere skove med støtte fra Den Grønne Trepart
Klimaskovfonden har netop givet tilsagn om finansiering til 54 jordejere rundt om i landet, der vil omlægge deres arealer til ny skov. De 12 skovejere på Sjælland er blandt de første, der får glæde af det forhøjede tilskud, som følger med aftalen Den Grønne Trepart. Allerede i denne uge åbner fonden for nye ansøgninger, så endnu flere kan være med til at plante skov og skabe ny natur.
De nye skove bliver klimarobuste og varierede, med både løvtræer, nåletræer og blomstrende skovbryn, som tiltrækker fugle og insekter. Samtidig lægges der vægt på, at skovene placeres tæt på eksisterende natur, så der skabes sammenhæng i landskabet.
”Skovene bliver rejst, fordi de har en dokumenteret klimaeffekt, men mange af dem beskytter også drikkevand og reducerer udledning af kvælstof til fjordene,” siger direktør for Klimaskovfonden, Poul Erik Lauridsen.
”Der er også en stor glæde forbundet med at have sin egen skov. Det er både til gavn for samfundet og til glæde for lodsejeren,” tilføjer han.
Her vokser de nye skove frem
På Sjælland er følgende kommuner med i den nye runde af skovprojekter:
- Solrød Kommune: 1 ny skov
- Guldborgsund Kommune: 1 ny skov
- Faxe Kommune: 2 nye skove
- Næstved Kommune: 1 ny skov
- Holbæk Kommune: 3 nye skove
- Slagelse Kommune: 1 ny skov
- Kalundborg Kommune: 1 ny skov
- Køge Kommune: 1 ny skov
- Odsherred Kommune: 1 ny skov
Skovene bliver en del af fremtidens landskab
Klimaskovfonden ser de nye projekter som begyndelsen på en markant forandring af det danske landskab.
”Vi er allerede i fuld gang med at skabe de grønne områder, der skal binde kulstof, beskytte naturen og skabe rekreative værdier for kommende generationer,” siger Poul Erik Lauridsen.